Den korte version

Gennemgående i kendos historie ser man, hvordan krigerhåndværket der opstod med Japans samuraiklasse, har udviklet sig gradvist fra drabelig alvor til en moderne spirituel og kropslige disciplin med sværdet som omdrejningspunkt for træningen. Denne udvikling tog sin begyndelse med den relative fred under Edo-æraen, hvor samuraiernes beskæftigelse med krigsførelse langsomt blev formindsket og erstattet med en fast træningspraksis og systematisering af de fægteteknikker med sværd som samuraierne anvendte i krig. I dag anvendes udtrykket kendo (sværdets vej) i stedet for kenjutsu (sværdets kunst), hvilket hænger sammen med, at formålet med den moderne træning er blevet symbolsk. Træningen handler ikke længere om at besejre en fremmed modstander, men om at overvinde sig selv. Kendo handler om at øve sig i de discipliner, som det japanske sværd symboliserer – nemlig den ånd der opstod omkring den japanske kampkunst kaldet budo.


Lidt længere version

[Oversættelse af kendos historie fra All Japan Kendo Federation]

Når man kigger nærmere på udviklingen af den moderne japanske fægtekunst kaldet Kendo, er der en række vigtige punkter, som ikke er til at overse. Det første af disse punkter er fremkomsten af det japanske sværd (Ken).

Cirka i midten af Heian-æraen (år 784-1185) fremkom en sværdtype med buet klinge kaldet shinogi. Denne oprindelige model var formodentligt anvendt af en stamme, der specialiserede sig i kamp til hest i det nordlige Japan i det 9. århundrede. Siden da blev denne sværdtype taget i anvendelse af samuraierne, og dens produktionsmetode udviklede sig hastigt under det samurai-dominerede styre i slutningen af Kamakura-æraen i det 13. århundrede.

Efter Onin-krigen fandt sted i sidste del af Muromachi-æraen (år 1392-1573), oplevede Japan anarki igennem hundrede år og under denne periode oprettedes mange kenjutsu skoler. Disse skoler underviste i forskellige metoder til at anvende det japanske sværd i krig. I år 1543 kom der skydevåben til Tanegashima (en ø i det sydlige Japan). På dette tidspunkt blev det japanske sværd fremstillet ved brug af støbningsmåden Tatarafuki, der foregik med jern-sand af høj kvalitet indsamlet fra bunden af Japans floder. Det tog dog ikke lang tid før store mængder skydevåben også blev fremstillet ved brug af dette højkvalitets jern-sand. Som resultat af krudtvåbenets udbredelse, så ændredes den tungt pansrede kampstil, der havde været udbredt op til dette tidspunkt, til fordel for en lettere og mere nærkampsorienteret kampstil. Erfaringer fra slagmarken resulterede i udviklingen af en mere avanceret og specialiseret smedning af sværdet samt etableringen af mere raffinerede måder at håndtere sværdet på, der er overlevet til nutiden gennem forskellige skoler såsom shinkage-ryo og Itto-ryo.

Fra og med begyndelsen af Edo-æraen (1603-1867) oplevede Japan en relativ fredelig periode i historien. Under denne æra blev de teknikker, man anvendte til at bruge det japanske sværd, ændret fra at være målrettet mod at dræbe til at skulle udvikle mennesket gennem koncepter såsom Katkusunin-ken, der ikke kun omhandlede teorier om stærk fægtekunst, men også koncepter om samuraiernes disciplinerede livsførelse. Disse ideer blev samlet i forskellige bøger, der handlede om krigskunst i den tidlige Edo-æra, såsom: ”Heiho Kadensho" (eng: The Life-giving Sword) af Yagyu Munenori, ”Fudochi Shinmyoroku" (eng: The Unfettered Mind ) af præsten Takuan, hvilket var en nedskrevet fortolkning af Yagyu Munenoris ”Ken to Zen" (eng: Sword and Zen) skrevet til Tokugawa Iemitsu, den tredje shogun for Tokugawa styret, og sidst ”Gorin-no-sho" (eng: The Book of Five Rings) af den berømte samurai Miyamoto Musashi.

Disse bøger prøvede at formidle til datidens samuraier, hvordan man ”levede livet videre end døden” og at finde anvendelse af denne lærdom i det daglige liv. Samuraierne studerede disse bøger dagligt og forsøgte at leve en spartansk tilværelse, hvor de kunne kultivere deres sind, hengive dem selv til udviklingen af Bojutsu, lære forskellen på godt og ondt samt at lære vigtigheden af at ofre sig for deres Han (klan) og feudale herre, når dårlige tider krævede det. Selve ånden omkring Bushido (krigerens vej) udviklede sig under denne periode med 246 års fred, som Tokugawa-æraen bragte. Selv efter det feudale system i Japan kollapsede forsatte Bushido-tanken med at leve videre i ånden hos det japanske folk.

Efterhånden som de fredelige tider fortsatte, blev Kenjutsu udviklet med nye og elegante sværdteknikker på baggrund af faktiske kamperfaringer, og i Shotoku-æraen (år 1711-1715) udviklede Naganuma Shirozaemon-Kunisato fra Jiki-shinkage-ryo skolen et helt nyt udgangspunkt for brugen af Ken. Dette vigtige fremskridt var udviklingen af Kendo-gu (beskyttelses udstyr) samt den faste praksis med at benytte bambus sværd (kaldet shinai) til træning i stedet for eksempelvis sværd af træ eller metal, der selvsagt var noget farligere. Denne udvikling er det direkte ophav til den moderne kampdisciplin kaldet Kendo. Herefter begyndte man under Horeki-æraen (år 1751-1764) at forstærke Men (hovedbeskyttelsen) med jern, samt at fremstille dele af Kendo-gu af bambus, hvilket blev stærkt udbredt hos mange skoler under denne periode. Under Kansei-æraen (1789-1801) blev konkurrencer mellem de forskellige sværdskoler populære og samuraierne rejste gerne på tværs af deres provinser i søgen efter stærkere modstandere, der kunne forbedre deres sværdkunst.

I den sidste del af Edo-æraen (i begyndelsen af det 19. århundrede) blev nye typer af udstyr udviklet såsom Yutsuwari Shinai (et bambussværd med fire sider). Denne nye slags Shinai var mere elastisk og holdbar end Fukuro Shinai (der bogstavelig talt betyder ”pose-tildækket bambussværd”), som den også endte med at erstatte. Endvidere blev en ny slags Do (beskyttelse af torsoen) introduceret, som var af lakeret bambus og forstærket med læder. Under denne periode vandt især tre Dojo stor popularitet og blev kendt som ”Edos tre store dojo”. Disse Dojo var "Genbukan" styret af Chiba Shusaku, Renpeikan styret af Saito Yakuro og Shigakkan styret af Momoi Shunzo. Chiba forsøgte blandt andet at sætte system i datidens teknikker (Waza) med Shinai ved at skabe ”De 68 teknikker i Kenjutsu”, der var klassificeret efter det område, hvor de skulle ramme. Teknikker som Oikomi-men, Suriage-Men og andre teknikker som Chiba navngav, anvendes stadig i moderne kendo i dag.

Efter Meiji-restaurationen i 1868 blev Samurai-klassen opløst og man nedlagde forbud mod at bære sværd. Som resultat af dette mistede mange Samuraier deres arbejde og Kenjutsu havde en dramatisk nedgang. Satsuma­­-opstanden (der inspirerede filmen The Last Samurai), som fandt sted i 1877, var et fejlslagent forsøg på at gøre oprør mod Meiji-regeringen, og denne konflikt indikerede en genoplivelse af Kenjutsu hos især Tokyos politistyrke. I 1829 blev Dai-Nippon Botuko-kai etableret som den nationale institution til udbredelsen af Bojutsu (japanske kampsportsdiscipliner) og herunder også Kenjutsu. I 1899 blev bogen ”Bushido” af Inanzo Nitobe udgivet på engelsk og fik international opmærksomhed for at give indblik i samuraiernes tanker og filosofi.  

I år 1912 under Tasho-æraen blev Dai-Nippon Teikoku Kendo Kata (senere ændret til Nippon Kendo Kata) etableret med brugen af ordet Kendo i stedet for Kenjutsu. Skabelsen af Kendo Kata gav anledning til samlingen af mange sværdskoler, således at de kunne overlevere teknikkerne og ånden omkring det japanske sværd til senere generationer og at tilrettevise ukorrekt brug af hænderne forårsaget af træning med bambussværd, samt at korrigere upræcise slag der ikke rammer modstanderen med den rigtige vinkel.


Herunder er en dansk oversættelse af All Japan Kendo Federations formulering af formålet med Kendo:

Formålet med at træne kendo er:

At forme sindet og kroppen,

at kultivere en levende ånd,

og gennem korrekt og vedvarende træning

at bestræbe sig på at forbedre sig i kunsten at udøve kendo.

At værdsætte medmenneskelig omtanke og ære,

at omgås andre med oprigtighed

og altid forfølge kultiveringen af sig selv.


Dette vil sætte en i stand til:

At elske sit land og samfund,

at bidrage til udviklingen af kulturen

samt at fremelske fred og fordragelighed blandt mennesker.